Mød Alta!

Hej derude

Beklager at jeg er så dårlig til at blogge lige for tiden, men seriøst - jeg har haft travlt! Jeg sad den anden dag og lige pludselig havde jeg enhel person inde i hovedet, og det virkede bare så ondt at have hende der og så ikke gøre noget ved det, så jeg har været ved at lære Alberta (men bare kald kende Alta) at kende :)

Jer, mine trofaste (yeah right) blog læsere får et indkig i det første par sider nedenfor, føl jer fri til at smide jeres tanker :)

Ses!

P.s. 15 dage til jeg er på flyveren hjem! :)

Rableren…

Klokken 18.54
Hej derude!

Hej derude – og velkommen til min verden – nu i blog form.

Først må jeg indrømme at jeg aldrig helt har forstået det der med at blogge, eller måske forstår jeg bare ikke hvem i alverden der gider læse en blog fra en helt almindelig pige om nogle helt almindelige ting.

Men eftersom jeg altid har været glad for at skrive synes jeg det kunne være sjovt at prøve, så nu må vi jo se om vi kan komme over 2 læsere pr. indlæg (mor og bedstemor), hvis ikke er der jo ikke sket nogen skade (eller hvad ved jeg, det kan muligvis godt ske at blive skadeligt at læse min blog!)

Okay, jeg må nok hellere bruge det første indlæg på at introducerer mig selv, men de der ”Navn? Alder? Familie?” spørgsmål kan bare ødelægge en hver persons dag, så dem dropper vi og prøver noget andet i stedet for.

Lad mig fortælle dig om mit loft. Jeg kalder mit værelse for mit loft, fordi det er det det er, et loft. Du ved, det der sted helt oppe under taget hvor folk som regel opbevarer deres ekstra vintertøj og underlige køkkendimser de fik i bryllupsgave? Jeps, det er så der mine forældre opbevarer mig. Haha… Ej, det er ikke så slemt som det lyder, jeg spurgte faktisk selv om jeg ikke måtte gøre loftet indflytningsklart og så rykke herop. Med fire yngre søskende hvoraf den eneste anden pige er min absolutte modsætning og kan være ubeskrivelig generende, er der ikke specielt meget ekstra plads i vores hus. Men huset her har været i min fars familie så længe nogen kan huske (eller i hvert fald så længe jeg kan huske…) så vi bliver her.

Okay, det var en ufattelig lang forklaring på hvorfor jeg nu bor på loftet.

Det er endnu ikke helt færdigt men jeg arbejder kraftigt på sagen i min fritid, hvilket ikke er så meget med mit lige-knap-fuldtidsjob på McDonald’s og mine mange timer som frivillig i Ændresagen (det er ikke så kedeligt som det lyder – men det kommer vi til senere). Foreløbig har jeg fået sat spånplader op på både vægge og gulv, så nu kan man i det mindste gå heroppe uden at gå balancegang på spærene og uden at klø overalt pga. isoleringen.

Her til eftermiddags har jeg spartlet væggene, støvsuget som en gal heroppe og derefter ”sandpapiret” væggene og skrubbet både vægge og gulv, jeg er totalt og særdeles smadret nu, men hold fast hvor føles det godt at falde om i min seng for en halv time siden (ja, jeg er her endnu) efter at far havde hjulpet mig med at bære madrassen op (okay, måske ”seng” er et overdrevet ord, men det er da en madras og jeg har oven i købet et langen på den, selvom jeg endnu ikke har hentet hverken min pude eller dyne).

Så ja, faktisk vil det jo nok ikke være sådan helt vildt sjovt for jer at komme på rundtur på mit værelse i dag, for det er jo ikke færdigt… Det havde jeg ikke lige tænkt på, for det er jo allerede langt pænere end det var tidligere i dag med al savsmuldet, eller hedder det savsmulden?

[stilhed: jeg skal lige åbne dagens femte Pepsi Max (indsæt lyd af en dåse der bliver åbnet) – åååh himlen i en dåse!]

Men jeg kan jo fortælle jer lidt om hvad jeg eller render og laver så (se der er nemlig en grund til at jeg har kaldt den her blog for ”Rableren…” fordi 95 % af det du kommer til at læse her bliver det rene ingenting, det rene snik-snak!) som jeg nævnte tidligere arbejder jeg linge-knap fuldtid på McDonalds, jeg har 30 timer i ugen fordelt på de mest random tidspunkter, som det er så typisk for McDonalds arbejdstider, jeg har dog arbejdet dig i over et år nu og fordi jeg er så sød og rar (jeg kan godt høre dig grine – stop det!) kan jeg rent faktisk bestemme bare en lille smule hvornår jeg gerne vil arbejde, det er stadigt randomt, men i det mindste har de fattet at når jeg besøger folket på plejehjemmet så kan jeg ikke arbejde – uanset hvor mange medarbejder de så måtte mangle den dag…

Jeg kan godt lide mit arbejde på McDonalds, der er gang i den, sker altid noget og der er en masse unge menneske der arbejder sammen og hygger – og så bliver man betalt for det!

Men ugens højdepunkter forgår helt klart inde på plejehjemmet, vores forholdsvis lille by har et plejehjem med forbløffende mange beboere. Personalet er super venligt, men som alle jo ved skal vi spare og spare og spare hele tiden, hvilket helt klart er en ulempe for folk som Lisa og Henry, for så har personalet hverken tid eller kræfter til bare at drikke en kop kaffe eller gå en tur og plukke blomster.

Det er så her jeg kommer ind i billedet som frivillig for Ældresagen, jeg plukker blomster, skifter pærer, drikker kaffe (eller dvs. Pepsi max), ser billeder af børnebørnene og lytter på al verdens livsvisdom om alt lige fra blomsterplantning, søskende-krig, spiseforstyrrelser og gode skaktrick - for naturligvis spiller vi også skak.

Hold da fast hvor har jeg også rablet længe nu, og jeg hører nogen der bakser med at få stigen ned så de kan komme herop, jeg må hellere smutte eftersom det sikkert er tvillingerne der vil fortælle mig at vi skal spise.

Hvis du er derude så smid en kommentar!

Vi snakkes!

Og nårh ja, mit navn er Alberta, men kald mig bare Alta.

Jeg klikker på den orange knap der siger ”udgiv” og lukker låget på min Mac med en dejlig følelse – jeg har lige udgivet mit første blog-indlæg – en anden tanke sniger sig ind på mig: hvad hvis der ikke er nogen der læser det? Hvorfor ville de overhovedet læse det?, men før jeg når at overveje det yderligere kan jeg høre nogen der skramler sig op af stigen.

”Jeg kooooooommer!” svarer jeg og rejser mig modvilligt fra min seng med det ikke-længere-så-rene lagen og trasker hen mod den lem der forbinder mig til omverdnen.

Mine to brødre, tvillingerne, bevæger sig hastigt op af stigen – begge to på en gang.

”Jeg kommer drenge, pas nu på! Ikke to på en gang, det ved i da godt. Jeg gider ikke til at køre på skadestuen med jer en søndag aften, det er spild af god tid” siger jeg og små griner ”i øvrigt vil jeg faktisk gerne ned – kan det arrangeres?”

”Flyyyt dig” råber Tim (som faktisk er en forkortelse af Timoteus, jeg har ingen idé om hvad mine forældre tænkte…) ned til Jeremy som stikker sin tunge ud og hopper ned fra det nederste trin, så hele stigen ryster. Jeg ryster mit hoved om kap med stigen og sukker mens Tim skynder sig ned.